Bibendum stol

Lænestol med buet stel af hårdttræ beklædt med ekspanderet skum. Fod i forkromet stålrør. Polstring i læder. Bibendum stol LAVET I ITALIEN.

Eileen Gray understregede karakteren af sin indtagende stueløve med blinkende ironi, hun opkaldte den efter Michelin-manden, hvis form denne lænestol minder om. Selvom designet kan lyde ikke lovende, er stolen – i overensstemmelse med Grays designfilosofi – subtilt subversiv og blev udformet med en god portion finurlighed. Det er denne selverkendelse, der afleder påstande om, at stolen er for omfangsrig og uraffineret. Stolens ben og fod er langt fra forestående kollaps super stærke og pålidelige. For at afslutte effekten modvirker elefantarmene og ryglænet dette slanke bundarrangement med en sød følelse af ironi. Bibendum kan ikke umiddelbart glæde øjet, men det fascinerer bestemt og fuldender desuden det, som designeren håbede at opnå, da hun satte sig for designet – det er imødekommende og behageligt. Det er følelsen af ydmygheden i designerens motivation kombineret med frækheden i dens udførelse, der har gjort stolen til en modernistisk klassiker. På én gang ironisk og seriøst forbliver Grey Bibendum-designet en grundpille i det modernistiske oeuvre som et vidnesbyrd om designerens gave til at "vende det praktiske til det poetiske", som Colin St. John Wilson, designer af det britiske bibliotek og en Gray-beundrer, har noteret sig.

Eileen Gray

Den 9. august 1878 blev Eileen Gray født i en aristokratisk familie i Enniscorthy, en lille købstad i det sydøstlige Irland, og tilbragte sine barndomsår der. Som ung voksen gik hun ind på Slade School for Fine Arts i London for at udvikle sine kunstneriske sanser og flyttede derfra til Paris, hvor hun ville tilbringe det meste af sit arbejdsliv. Paris ved århundredeskiftet var et kreativt mekka for billed- og performancekunstnere, forfattere, videnskabsmænd og filosoffer. Hun var slående elegant af udseende med en høj smidig statur og rødbrun hår. Billeder af hende, taget i hendes sene teenageår og begyndelsen af tyverne, viser hende klædt i en victoriansk stil med tykke lokker af mørkt hår stablet oven på hendes hoved. På disse billeder virker hun som en frygtsom og lidt trist ung kvinde med en antydning af foragt i sit udtryk, som måske var mode dengang for unge i hendes klasse. Senere, på et fotografi fra 1926 af Berenice Abbott, fremstår hun som en stærk sofistikeret kvinde med en masse stil, måske en lille smule mandlig – en tendens blandt det bohemebillede på det tidspunkt – men med en masse kvindelig skønhed. På det tidspunkt, hun blev fotograferet af Abbott (ifølge Grays biograf Peter Adams, for at blive 'gjort' af Abbott, som var elev af Man Ray, betød, at du blev vurderet som nogen'), var hun begyndt at komme ind i fylden af hendes kreative energi og havde skabt muligheder for sig selv at udforske sit talent. På en rejse til London i 1905 vandrede Eileen ind på et lakværksted: en tur, der skulle ændre kursen i hendes kreative liv. Med nyfundet viden og nogle værktøjer i hånden vendte hun tilbage til Paris, knyttet til en lakmester, Sugiwara-san, og udviklede derfra nye møbler og vurderingsdesign med slående farver og underspillede former. Hendes kedsomhed med art nouveau-bevægelsens flydende, grønne linjer førte til et kunstnerisk ordforråd, som var tættere beslægtet med De Stijl-bevægelsen: rene linjer og enkle former. Effekten var forbløffende: (se linket Lacquer-arbejdsfil.) Det lykkedes Eileens lakarbejde at bringe hende ind i en verden af møbler og interiørdesign. Hendes kreative geni kombineret med en innovativ sans for form samt følsomhed over for farver, blev brugt på nye og innovative måder, som regel med forbløffende effekt.(se linket Møbler/Interiør-fil) I 1921 åbnede Eileen en butik på 217 rue du Faubourg Saint-Honore som en direkte afsætningsmulighed til offentligheden for hendes designs. Butikken fik relativ succes på trods af ejerens manglende kommercielle og marketingsmæssige kompetencer. Hun fortsatte med at finpudse sine designs og byggede på et voksende ry for fremragende design.